Hvad nu hvis …

Hvis Europa står i en »japansk« situation med langvarig nulvækst, hvornår skal vi så træffe de langsigtede beslutninger?

Økonomien går op og ned. Højkonjunkturer afløses af lavkonjunkturer, der igen efterfølges af højkonjunkturer. Det har vi vænnet os til. Derfor ligger dette cykliske udviklingsforløb indlejret i vores baghoved. Vi antager, at om et år eller to, er vi tilbage til »normale« tilstande.
Men måske skal vi give det ræsonnement en ekstra tanke.
Inden for de seneste uger er der – igen – kommet en stribe økonomiske rapporter, som fortæller os, at 2012 blev dårligere, end vi havde forventet, og 2013 ser nu ud til også at blive væsentligt ringere end tidligere antaget. Hvad nu hvis vores grundlæggende antagelse om en hurtig tilbagevenden til en ny ligevægt i økonomien med vækst og fuld beskæftigelse ikke er rigtig? Hvad nu hvis vi er i en japansk situation, hvor mere end ti års nulvækst i økonomien har skabt betydelige tab af velfærd? Hvad nu hvis 2010erne for Europa bliver, hvad 1990erne var for Japan?
Problemet er naturligvis, at vi ikke ved, hvad der venter os.
Hvis vi vidste med sikkerhed, at vi er på vej ind i et japansk scenarie, er der så ting, vi ville gøre anderledes? Sikkert nok. Hvis vi står i en situation, hvor der ikke kommer økonomisk vækst i Europa og Danmark i resten af dette årti, er der grund til at genoverveje nogle ting. I dag har vi 19 mio arbejdsløse i EU. Hvordan vil Europa se ud i 2020, hvis arbejdsløsheden ikke er faldet, men tværtimod steget over de kommende syv til otte år? For Europa vil det være en risikabel situation. Vi ser allerede spændingerne i Sydeuropa. Tålmodigheden varer et stykke tid, men hvis ikke der er lys forude, vil frustrationerne tage til i styrke.
Hvis vi et øjeblik antager, at vi er i et »Japanscenarie«, hvad kan vi så gøre? Kan vi overhovedet gøre noget? Hvis vi antager, at vi står over for en længere periode med lavvækst, vil den bedste recept være at gå i gang med store samfundsmæssige investeringer, der kan dreje samfundsudviklingen i retning af et mere holdbart samfund. Det lyder banalt. Lad mig nævne nogle eksempler:
Er det nu, vi skal elektrificere jernbanen? Vi har lavet »en halv« elektrificering. Det er ikke særlig fornuftigt. Fremtidens jernbane er elektrisk. Den er mere energiøkonomisk og mere effektiv. Mon det er nu, vi skal tage det fulde skridt? På den længere bane vil det give besparelser og energieffektivisering.
Er det nu, vi skal bygge Havnetunnelen, så vi får den tunge trafik uden om Københavns middelalderby med betydelige miljø- og trafikmæssige fordele for eftertiden?
Er det nu, vi skal gå i gang med det ambitiøse projekt om en Kattegatbro? Danmark er i en meget sårbar situation. Landet er bundet sammen af én nervetråd – Storebæltsforbindelsen. Det er risikabelt. Er det nu, vi skal gå i gang med at sikre, at næste generation ikke kommer i en situation, hvor landet bliver kappet midtover, hvis der sker et uheld?
Vi ved, at energi bliver dyrere og dyrere i fremtiden. Er det nu, vi skal stille krav om, at de nye huse skal være nul-energihuse, og at de gamle gradvist skal energiforbedres? Derved kan vi skabe arbejdspladser her og nu og samtidig reducere vores børns energiregning. Vi er i gang, men skal vi speede op? Vi ved, vi har rigtig mange styrker inden for cleantech i Danmark. Men mange af vores virksomheder er små og skrøbelige og har svært ved at begå sig på den globaliserede markedsplads. Er det nu, vi skal styrke disse virksomheder, som har fremtidens gener i sig?
De beslutninger, vi træffer i dag, afhænger i høj grad af, hvordan vi tror, i morgen bliver. Hvad nu hvis det ikke bare kommer af sig selv, men at vi tværtimod står i et langvarigt japansk »hængedynd«? Det er vigtige beslutninger vi står overfor – især for vores børn og børnebørn. Derfor bør vi igen og igen stille os selv spørgsmålet »Hvad nu hvis…?«

Dagens synspunkt er skrevet af Anders Eldrup, tidl. adm. direktør i DONG

2 responses to “Hvad nu hvis …

  1. Der er ikke nogen tvivl om at offentlige investeringer, der bidrager til øget produktivitet er en nødvendighed for at skaffe arbejdspladser til landet.

    Jeg er bare overrasket over, at HVDC nettet gennem Jylland ikke er nævnt, så vi f.eks. kan bruge vindkraften til Dine jernbaner.

    Kattegatforbindelsen, ja – jo; men reelt er Femarn forbindelsen nok lidt mere nærliggende og vil til en vis grad sikre sammenhængen mellem landsdelene – godt nok via Nordtyskland; men alligevel. Det må blive en prioriterings og omkostningssag.

    Det er givet, at det er NU at offentlige investeringer skal foretages:
    Dels er renten mildest talt nede og rode i slammet, dels skulle entreprenørerne være til at tale med rent tidsmæssigt.

    Hvad vi ikke skal ud i er hovedløse projekter blot for at få en kortvarig beskæftigelseseffekt – den kommer så også ved fornuftige investeringer.
    Men den kinesiske model med at bygge veje, der går fra ingen steder til tomme byer – det er IKKE vejen frem.

    Hvad vi heller ikke skal ud i er flere boligprojekter, der er bygget rigeligt og de projekter giver kun ballade.

    Vi må erkende at den finansielle sektor, som vi kender den, er under afvikling (tabene er for store, kvæstelserne for alvorlige) og der skal bygges en ny finanssektor op ved siden af, så afviklingen kan foregår uden for store afledte skader.

    En forudsætning for en fornuftig reallønsudvikling er en højere produktivitet. At lønnedsættelser vil blive nødvendige – det er givet; men det er tilpasningsspørgsmål til vore direkte konkurrenter og kunder.
    Det mere væsentlige er en større produktivitet og den kommer IKKE uden investeringer – både offentlige og private.

  2. Velfæren er der stadig, den har bare flyttet sig. Hvis vi skal have vækst i det her land igen, så mp vi lægge os i selen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *