Kapitalfonde nedlægger ikke job. De skaber nye arbejdspladser. DVCA har præsenteret en ny undersøgelse, der – som den tredje i træk – beviste kapitalfondsejede virksomheders evne til at ansætte nye medarbejdere.
USAs næststørste show ruller for tiden over skærmen og gennem landet. Det republikanske primærvalg, hvor farverige og forskellige kandidater melder sig på banen, hvor gætterier og analyser flyder i medierne, og hvor små historier vokser sig store. Et primærvalg, der varer helt frem til slutningen af juni, hvorefter startknappen trykkes helt i bund for det største show: Præsidentvalget.
En historie, der har vokset sig stor med valgtiden, er den republikanske kandidat Mitt Romneys fortid i kapitalfonden Bain Capital. Med Romney som sandsynlig spydspids for republikanerne, er kapitalfonde blevet et varmt emne og et oplagt mål for kritiske kommentarer og beskidte beskyldninger. Senest i en stort opsat artikel i Berlingske Business. Og med Romney som favorit til at udfordre Obama, bliver myteudbredelsen om kapitalfonde nok ikke mindre.
Kapitalfonde beskyldes for at fyre folk for et godt ord, udsulte ellers sunde virksomheder og selv løbe med hele profitten. Alt sammen påstande, der ligger langt fra virkeligheden, hvilket faktuelt kan bevises. Tal fra Copenhagen Business School (CBS) fra 2011 viste, at de kapitalfondsejede virksomheder hyrede flere folk fra 2006-2009 end sammenlignelige virksomheder, der ikke havde en kapitalfond i ejerkredsen.
En anden undersøgelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet fra 2006 viste også, at selskaber ejet af kapitalfonde har haft større vækst i antallet af ansatte efter overtagelsen end før. Dermed er billedet af Romney som manden, der smider arbejdspladser i kakkelovnen, som vi andre smider træ, usandt.
Flere undersøgelser har afsløret, at selv i krisetider er kapitalfonde ansvarlige virksomhedsledere, der har holdt fokus på at forbedre den løbende drift. En undersøgelse fra maj 2011 foretaget af Münchens Tekniske Universitet og Capital Dynamics af danske data viste, at kapitalfondsejede selskaber er bedre til at skabe operationel vækst end tilsvarende børsnoterede selskaber.
Så i mine øjne er sagen klar. Kapitalfondene bygger sunde virksomheder, der er klar til morgendagens udfordringer. Og hvem gider i øvrigt købe en virksomhed, der ligger udsultet og afgnavet tilbage? Ingen. Kapitalfonde beriger sig ikke på andres bekostning. Faktisk er de største investorer i kapitalfonde almindelige pensionsopsparere.
Udbetalingen af udbytter er også et glohedt debatemne i USA. For nok er der tjent penge i kapitalfondsbranchen, men som alle andre må fondene også tilpasse sig, når krisen kradser. Derfor har kapitalfonde været mere tilbageholdende med at udbetale udbytte til investorerne i de senere år.
Samtidig har kapitalfondene tilført virksomhederne mere kapital end andre virksomheder. For kapitalfonde har bedre mulighed for hurtigt at tilføre porteføljevirksomhederne ny kapital – de skal ikke gennem den ofte ydmygende offentlige skueproces som børsnoterede selskaber skal, når de er nødt til at spørge markedet om flere penge.
Det er alt sammen beviser på, at kapitalfonde klarer sig godt – også i økonomiske krisetider. De skal være med til at højne debatten, når det amerikanske politiske show afsporer den.
Dagens synspunkt er skrevet af Jannick Nytoft, adm. direktør, DVCA – brancheforening for kapital- og venturefonde
10. februar 2012 kl. 10:21
[...] mit debatindlæg “Kapitalfonde, Romney og milliarder af dollar” i dagens synspunkt i Berlingske [...]