Diskussionen om at indføre en skat på finansielle transaktioner er forfejlet. Politikerne bør tage fat et helt andet sted. Den finansielle sektor har ikke brug for regler, men derimod rammer for deres aktiviteter.
Der er stor uenighed omkring Tobin-skatten overalt. Vil den virke efter hensigten, eller vil det bare være et fordyrende væksthæmmende uigennemsigtigt element for dig og dine penge? Er der andre og bedre måder at regulere sektoren på?
En skat på finansielle transaktioner er før indført og fjernet igen, når man tjekker den økonomiske historie. Det er altså ikke et nyt begreb, selv om det er et nyt navn, der står på etiketten. Lige nu er der et solidt lobbyarbejde fra finanssektoren i gang – ingen tvivl om dette.
Der har været talrige rapporter, som siger både det ene og det andet om tab af vækstmuligheder eller ikke. Om det er bestilt arbejde, kan du jo spørge dig selv om. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at interessen for at ødelægge grundlaget for at indføre en Tobin-skat er meget stor fra finanssektorens side.
Årsagen til at indføre skatten er, at det vil regulere finansmarkederne, så der spekuleres mindre end før. Men kommer det til at ske? Det vil nemlig bare føre til en generel fordyrelse af de finansielle produkter – det vil ikke føre til, at man ikke bruger dem. Reguleringen vil derfor være af mindre art – måske så lille at sektoren kun gør vrøvl, fordi det skal man jo! Det konspiratoriske argument ville endvidere være, at finanssektoren kan leve med Tobin-skatten, fordi der findes andre regulatoriske metoder, som kunne være meget værre.
Tobin-skatten vil altså få karakter af at være en strafskat. En betaling for den grådighed branchen udviste før finanskrisen. Man skal bare vide, at grundlaget for en ny finanskrise ikke er fjernet ved at indføre en ny skat. Så skal der helt andre reguleringer på banen. Du skal også spørge dig selv om, hvem der kommer til at betale gildet. Ja – det bliver dig. I stedet for en ny skat burde der derfor tænkes i at regulere (ja, endog forbyde) brugen af visse spekulative produkter. Hele grundlaget for den urimelige og udelukkende egennyttige, spekulative forretningsmodel, som en stor del af den finansielle sektor hviler på, skal reguleres væk.
Politikerne må altså væk fra kassetænkningen og tage fat om nældens rod. Tobin-skatten er blevet til en slet skjult cash cow i en pengehungrende europæisk økonomisk politik. Det er den forkerte diskussion, der tages.
Rimelighed skal komme indefra. Rimelighed kan ikke påføres med regler. Rammer kan påføres med regler, og det er dem, den finansielle sektor skal have. Selvfølgelig skal arbejdsmand Jensen have mulighed for at anbringe sin pension uden nye omkostninger – men pensionsselskabet skal ikke have lov til at spekulere med pengene.
Selvfølgelig skal fru skolelærer Hansen kunne købe sine obligationer med sine opsparede penge uden nye omkostninger – men banken skal ikke have lov at sælge indviklede dyre finansielle produkter til fru Hansen. Selvfølgelig skal den vækst og arbejdspladsskabende virksomhed have mulighed for at afdække sin risiko – men finanssektoren skal ikke kunne tjene penge på, at det går dårligt for andre.
Den diskussion mangler vi for alvor at tage, og så længe det ikke er sket, så er dine penge stadig i farezonen i det finansielle marked.
Dagens synspunkt er skrevet af Kim Valentin, adm. direktør, Finanshuset i Fredensborg
31. januar 2012 kl. 16:51
“Man skal bare vide, at grundlaget for en ny finanskrise ikke er fjernet ved at indføre en ny skat.” .. “I stedet for burde der derfor tænkes i at regulere brugen af visse spekulative produkter.”
Tak for disse 2 centrale synspunkter.
Nu udelukker det ene ikke det andet. men beklageligvis sondres der i den almindelige debat ikke mellem de to forskellige behov.
1. Kassetænkningen er klar i den franske model med afgift på alm. aktier og obligationer.
I stil med en tinglysningsafgift kan ingen smyge sig udenom afgiften.
Urimelig ? Skat er skat.
Men det har intet med en ny finanskrise at gøre.
2.
Den manglende regulering af f.eks. derivaterne er her det centrale. De er fortsat masseødelæggelsesvåben i den finansielle sektor.
Hvad sker der ? Økonomiminister Vestager udmeldte i lørdags, at man i EU var igang med en regulering.
Hvordan kom ikke frem , især- fordi symboldebatten om Tobinskatten lægger et stort røgslør over de nødvendige informationer for en relevant debat og afklaring.
3. februar 2012 kl. 07:48
Der er blot et lille problem med at give finanssektoren rammer: De virker ikke.
Man kan tage et eksempel som soliditeten. I “gamle dage” skulle en bank have en ansvarlig kapital på mindst 1/8 af udlånet.
Den virkede jo ikke.
Det, der skete var, at bankerne – samtidig med at de kastede sig ud i stadig mere risikable forretninger – reducerede hensættelser til nedskrivninger og afskrivninger.
Man udgiftsførte ikke omkostningerne – det gav jo en bekvem forøgelse af egenkapitalen.
Det betyder så meget mere som, at med større og mere risikable engagementer, så skulle tabene – alt andet lige – blive større: Det blev de ikke – i hvert fald ikke i følge bogholderiet.
Problemet var jo bare, at man har bogført indtægterne blankt: Kunder med lille kreditværdighed har som bekendt en højere rente; men denne rente indeholder jo en kompensation for de tab, der vil komme – disse er bare aldrig blevet bogført.
Resultatet er at bankerne for praktiske formål ikke har nogen egenkapital: Der, hvor vi har været inde at kikke efter, så oversteg tabene egenkapitalen 2 – 3 – 4 gange.
Det er ikke fordi området ikke har været reguleret; men lige lidt hjælper det.
1) Håndhævelsen af reglerne har været lagt i hænderne på Finanstilsynet, der nok må karakteriseres som en samling af de mest forsømmelige embedsmænd. F.eks. har Nykredit sidste år fået en symbolsk bøde for ikke at indberette flere millioner handler over 2-3 år.
Her er problemet, at Finanstilsynet end ikke havde opdaget det – eller burde de have skredet ind før.
2) Når som helst en regel eller regulering er blevet opfattet som en hindring for uansvarlig bankdrift – så er den blevet ophævet. Vi kan tage eksemplet omkring realkreditten.
De gammeldags fast forrentede konvertible annuiteter er for ufleksible til at tjene bankernes formål – nemlig det, at destruere så meget som muligt (sådan har de i hvert fald konsekvent opført sig).
Derfor er alle regler blevet smidt i skraldespanden ved først givne lejlighed.
3) De fordele, modstanderne af Euroen har postuleret, nemlig kontrol over egen valuta – de har aldrig været der: Alene postulatet om kontrol over pengemængden viser sig jo at være en vittighed.
Når så stor en del af pengemængden reelt ikke eksisterer (nødlidende udlån og ikke bogførte tab) – eller har en puls så lav, at døden objektivt er indtrådt – uden man aner (eller ønsker at kende) kirkegårdens omfang, så har man ikke kontrol over noget som helst.
Altså regulering og rammer er ikke vejen frem – fordi de i det øjeblik, de skal bruges bliver ophævet og tilsidesat – hvorved hele tanken bag ved er absurd.
Det er såmænd ikke noget nyt: Læs blot biografierne af Fugger – præcis de samme forhold omkring afsindig udlånspolitik – heftigt bifaldt af centralmagten.
Regulering virker altså ikke.
Tilbage bliver skatter. Jeg er så ganske enig i, at Tobin-skatten ikke vil have noget provenue i det omfang den virker efter hensigten.
Den megen lottohandel på børserne – heller ikke noget nyt – er jo fiktiv: Danske Bank er som bekendt både insolvent og illikvid – det sidste så vi jo ved årsskiftet, da folk ikke fik deres pension og løn til tiden. Om Tobin-skatten vil gøre noget ved det?
Postulatet om at spekulationen så bare flytter et andet sted hen er tilsvarende både usandt og uholdbart.
Tror man ikke, at man har taget højde for det lille nummer? Selvfølgelig har man det.
Dernæst skal der indføres en endnu hårdere lønsumsafgift for at tvinge bankerne til at foretage de fornødne rationaliseringer.
Overskudsbeskatning er lidt latterlig idet der igennem en årrække ikke har været noget overskud, hvilket man har lukke øjnene fast i for.