Nye vækstøkonomier gennemfører i de kommende år store investeringer på miljø- og vandområdet. Det åbner nye muligheder for eksport af dansk grøn teknologi. Dansk erhvervsliv kan noget særligt på det grønne område. Og når vi står sammen om at markedsføre og præsentere de danske grønne løsninger, ligger der store muligheder forude på en række eksportmarkeder.

Det blev sidst bevist, da vi sammen med godt 50 danske virksomheder med Kronprinsparret i spidsen for nylig deltog i den største danske erhvervsdelegation nogensinde til Australien. Erhvervsfremstødet markerede samtidig premieren på det nye, nationale grønne danske brand, State of Green – Join the Future. Think Denmark.

Som en lille del af en stor, åben økonomi, er vi i Danmark meget afhængige af eksport – den står for næsten halvdelen af vores bruttonationalprodukt. OECD forventer, at de europæiske lande rammes af recession i år, og det kan ikke undgå at ramme den danske eksport og dermed danske arbejdspladser. Når mere end 70 pct. af den danske eksport samtidig går til nærmarkederne i Europa, er det åbenlyst, at vi står over for kolossale udfordringer.

Men det er ikke kun Australien, der rummer muligheder for danske virksomheder. Nye vækstøkonomier som Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika vil i de kommende år gennemføre store investeringer på såvel miljø- og vandområdet som inden for energieffektivisering og vedvarende energi. Det åbner nye muligheder for eksport af dansk grøn teknologi og viden til gavn for den danske beskæftigelse og velfærd.

Med det nye officielle grønne brand, »State of Green – Join the Future. Think Denmark« har staten og erhvervslivet for første gang gennem offentligt-privat partnerskab skabt en fælles platform for det grønne Danmark, som kan styrke den internationale markedsføring af disse kompetencer.

Fonden til Markedsføring af Danmark har finansieret det nye brand og de tilhørende aktiviteter, der skal udbrede kendskabet til grønne løsninger og styrke Danmarks omdømme på det grønne område. Kernebudskabet i State of Green er, at Danmark allerede har de konkurrencedygtige og ressourceoptimerende grønne løsninger, der kan blive drivkraften bag den fremtidige økonomiske vækst, der er så hårdt brug for. Satsningen er selve kilden til ny vækst og nye danske arbejdspladser.

Og den internationale interesse for dansk erhvervslivs grønne løsninger er stor. Siden etableringen for tre år siden har det offentligt-private partnerskab Klimakonsortiet, som står bag det nye grønne brand, i tæt samarbejde med blandt andre Udenrigsministeriet og de store danske erhvervsorganisationer arrangeret besøg for mere end 2.000 udenlandske kommercielle og politiske beslutningstagere og 300 internationale journalister.

Besøg, som ikke bare har givet masser af positiv omtale af de danske løsninger i udenlandske medier, men som også har ført til konkrete aftaler om levering af danske løsninger. Vi har i Danmark for længst bevist, at vi som nation tager bæredygtighed alvorligt og selv tager medicinen. Og så har vi en række førende virksomheder, der kan tilbyde løsninger af suveræn kvalitet. Nu skal vil bare have endnu flere af dem ud at arbejde på de eksportmarkeder, der i de kommende år bliver trækdyr for den økonomiske vækst. Sådan skaber vi ny vækst og arbejdspladser i Danmark – i the State of Green.

Dagens Synspunkt er skrevet af Pia Olsen Dyhr, handels- og investeringsminister, Thomas Bustrup, direktør, DI, og Finn Mortensen, direktør, State of Green-sekretariatet

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites