Fattige lande som BRIK-landene skal ikke holde hånden under trods alt velhavende lande. Kinas valutareserver på over 3.000 mia. dollar lyder af meget, men pr. indbygger er det under 20.000 kr.
BRIK-begrebet blev opfundet af Goldman Sachs’ Jim O’Neill og er blevet en gigantisk succes, især som indpakning for investeringsprodukter. Historien var, at BRIC-landene i 2050 ville dominere verdensøkonomien og derfor skulle man kaste sine penge efter dem. Goldman hjalp gerne hermed.
BRIK-økonomierne – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – har fået et image inden for økonomi og investering som guldet for enden af regnbuen. BRIK-landene har oplevet stor vækst, men deres velstandsniveau er fortsat lavt. I 2011 er et fællestræk, at deres aktiemarkeder er faldet 15-25 pct.
Lande med 40 pct. af jordens befolkning bør fylde i landskabet – både økonomisk og finansielt. Som land, som virksomhed og som investor bør så stor en del af kloden være på radarskærmen. Man kunne imidlertid også stille det spørgsmål, hvorfor BRIK-landene fylder så relativt lidt endnu. Et enkelt svar kunne være, at de kom langt bagud på grund af mange års økonomisk dårlig ledelse bestående af forskellige kombinationer af planøkonomi, kleptokrati og manglende åbenhed over for omverdenen.
BRIK-landene har således nogen vej igen, de er også meget forskellige, og det er ikke givet, at høj økonomisk vækst er ensbetydende med stort afkast på aktieinvesteringer i de pågældende lande. Mens Shanghai kan beruse enhver besøgende, så er der stadig mennesker i Kina, der lever på fattigdomsgrænsen. Tilsvarende forskelle eksisterer inden for de andre lande.
De seneste makroøkonomiske nøgletal peger i forskellig retning. Kina kæmper med at balancere sin vækst, der helst skal ligge over syv til otte pct., for at arbejdsløsheden kan holdes i ro – men har ellers de mest betryggende makrotal. Der skal dog tages forbehold for tallenes troværdighed; f.eks. kommer væksttallene for et kvartal næsten før, det er overstået. Indien kæmper med inflation på ca. ti pct. Pengepolitiske renter på kun mellem 6 og 9,5 pct. kan godt gøre én bekymret for, hvorvidt slaget ender succesfuldt. Brasilien har allerede set et betydeligt fald i den økonomiske vækst, men har ellers prøvet at holde kapitalindstrømningen i ave. Rusland er en råvareøkonomi, hvor mere end halvdelen af eksporten udgøres af olie, og udfordringerne på governance-siden er til at få øje på.
Finanskrisen gjorde i begyndelsen rigtig ondt på de fleste af BRIK-landene. Det forlød, at man kunne høre en knappenål falde på gulvet i Kinas ellers travle fabrikker. Sidenhen har de dog klaret sig godt. De høje råvarepriser hjælper især Rusland, men også Brasilien. Kina og til dels Indiens integration i verdensøkonomien gør, at megen økonomisk aktivitet kan drage fordel af de betydeligt lavere produktionspriser i disse lande.
De vestlige landes levestandard er fortsat betydeligt over BRIK-landenes. Derfor forekommer EUs forsøg på at inddrage BRIK-landene i redningsforsøgene for periferilandene i ØMU-området i bedste fald som afspejlende en forblændelse af BRIK-begrebet, og i værste fald som utroværdig og uværdig. Fattige lande skal ikke holde hånden under velhavende lande. Kinas valutareserver på over 3.000 mia. dollar lyder af meget, men pr. indbygger er det under 20.000 kr. Guldet for enden af regnbuen skal mætte mange munde.
Dagens synspunkt er skrevet af Jesper Berg, Underdirektør, Nykredit.
13. januar 2012 kl. 03:52
Det er det sædvanlige med banker og kreditforeninger: Når de er i sammenbrud så skynder man sig at ævle om noget helt andet – som banker/kreditforeninger heller ikke har forstand på.
Den manglende indsigt i økonomi afsløres her ubarmhjertigt.
Kinas vækst er faktisk gået i stå.
1) Problemet er, at Kina ikke kan brødføde sig selv – og må i stigende grad importere fødevarer til stadig højere priser.
2) Man kan se stilstanden af de faldende priser på metaller: Det ses mest tydeligt i de faldende priser på jernmalm (markedet for stål er for ufølsomt p.gr.a. udpræget genbrug af skrot) og kobber.
3) Sagen er, at Rusland og Brasilien er råvareleverandører til den kinesiske ekspansion, som nu er gået i stå – dvs. de skal nok komme tumlende ned!
4) Det overses så ganske, at Kina går fra at være en netto eksportør til at være en netto importør.
Det betyder at undervurderingen af den kinesiske valuta, der ellers har været den ene drivkraft i den kinesiske økonomi – går ad H.. til. Nu bliver det nemlig pludselig en fordel for Kina at overvurdere valutaen for at tage spidsen af de stigende importpriser.
Det kan Kina imidlertid ikke, fordi det vil betyde at hele formuen i dollarobligationer med et slag bliver det halve værd.