Og der er god brug for, at de gør det – især når det drejer sig om alkoholvaner. Danskerne synes faktisk, at det er ret meget i orden, at arbejdspladsen blander sig.

Der er 150.000 erhvervsaktive danskere, der melder sig syge hver dag, og årsagen er ofte danskernes usunde livsstil.
Derfor er det utroligt positivt, at flere og flere virksomheder i Danmark har en velfungerende misbrugspolitik og en klar linje for, hvordan man hjælper medarbejdere med storforbrug af den ene eller anden art – det nedsætter sygefraværet, forbedrer livskvaliteten hos den erhvervsaktive og er samfundsøkonomisk særdeles gavnligt.
Med risiko for at lyde formynderisk vil jeg fremhæve, at storforbrug af alkohol er en af de mest undervurderede skadefaktorer blandt danskerne. De seneste tal fra Sundhedsstyrelsen viser nemlig, at 140.000 danskere er afhængige af alkohol, mens 585.000 har et skadeligt forbrug. Desværre er de fleste storforbrugere ikke interesserede i at ændre deres vaner, selv om de godt ved, at de drikker for meget.

Ifølge »Sundhedsprofil 2010« – en undersøgelse af beboerne i Københavns 29 kommuner foretaget af Region Hovedstaden – vil 75 procent således gerne ændre vaner, hvis de motionerer for lidt eller ryger. Men kun 25 procent med et risikabelt alkoholforbrug har lyst til at skære ned.
Det tyder umiddelbart på, at danskerne generelt er nået langt med erkendelsen af, hvad sundhed i relation til rygning, kost og motion betyder for ens helbred og velbefindende.
Men alkohol udgør fortsat et sundhedstabu – og det på trods af, at der kan dokumenteres sammenhæng mellem et storforbrug af alkohol og 60 forskellige sygdomme og skader.
Det har længe været kendt, at alkohol kan øge risikoen for kræft, og for få uger siden kom så den store internationale undersøgelse, der med tydelighed viser, at hvert tiende kræfttilfælde blandt mænd kan kædes direkte sammen med de våde varer.

Misbrugspolitik – ja tak. Epinion har for nylig gennemført en undersøgelse for Dansk Erhverv, og her er konklusionen, at mange danskere gerne ser, at deres chef ikke blot blander sig i deres forbrug af cigaretter og usund kost – men også i deres forbrug af øl.
Således mener 15 procent, at de gerne vil have hjælp af chefen til at bekæmpe overvægt, 30 procent mener, at chefen bør involvere sig i medarbejderens rygetrang, og hele to ud af tre medarbejdere mener, at chefen bør involvere sig i deres alkoholforbrug.

Danmark er ikke det eneste sted på kloden, hvor erkendelsen af, at når vi ikke selv kan ændre på dårlige vaner, så er det stærkt og godt, at andre tør blande sig og vise omsorg.
Et af hovedtemaerne på årets internationale træf for misbrugseksperter, UKESAD-kongressen, er intervention.
I hele verden er der fokus på at få udbredt information til borgere og virksomheder om, hvor vigtigt det er, at vi som familiemedlem, arbejdsgiver og kollega intervenerer og hjælper, når vi ser et menneske med storforbrug – og hvordan vi bedst gør det.
Derfor er det særlig dejligt, at jeg på kongressen i London kan fortælle mine internationale kolleger, at vi i Danmark allerede er langt med at turde hjælpe – ikke mindst takket være de mange virksomheder med en allerede indarbejdet og velfungerende misbrugspolitik.

Dagens Synspunkt er skrevet af Britt Hvirring Larsen, Direktør Majorgården

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites