Lande som Singapore, Hong Kong og Luxembourg har succes med at tænke og agere mere som et byråd end som Folketinget. Det kan vi lære af.
Det er ikke staten, der skaber værdi i vores økonomi. Ej heller fagforeninger eller arbejdsgiverorganisationer. Det er end ikke virksomhederne. Det er dig og mig i vores daglige arbejde.
»Arbejde« er ikke, hvad det har været. Det har det faktisk aldrig været. Er det meningsfuldt at bruge samme ord om fæstebondens markarbejde, industriarbejde og den symbolanalyse (lyder det ikke fint?), jeg laver lige nu?
Karl Marx kaldte de institutioner, vi bygger oven på den økonomiske værdiskabelse, for superstrukturen. Superstrukturen tillader arbejdet at foregå på en produktiv måde og fordeler udkommet – staten, fagforeningerne, arbejdsgiverorganisationerne, virksomhederne, kirken, retssystem osv. osv. Efterhånden, som »arbejdet« skifter karakter, skifter superstrukturen også.
Men superstrukturen er altid 10-20 år bagefter den økonomiske udvikling. Vi har ikke nemt ved at skifte institutioner ud. De har deres egen inerti og selvopretholdelsesdrift. Vi opgiver ikke så let de historier, vi har bygget om, hvorfor samfundet ser ud som det gør.
Så hvilken superstruktur passer til den måde, vi skaber værdi på i dag? Jeg har ikke et færdigpakket svar. Men jeg ved, at det måske er det vigtigste spørgsmål, når man tænker over, hvordan Danmark vil se ud i fremtiden.
Der er fire temaer, som jeg tror, superstrukturen i det 21. århundrede skal kunne rumme og understøtte.
Det første er individualisering. »Arbejdet« er i stigende grad kreativt og uden stordriftsfordele. Det var nødvendigt, at de 100 syersker sad på samme systue. Der er ikke en større fordel, at de 100 designere sidder tæt sammen.
Det andet er afstand. »Arbejde« er blevet mere uafhængigt af fysisk tilstedeværelse. Jeg kunne lige så godt have skrevet dette i Thailand eller på Månen. Du kan ikke se det, og du er ligeglad.
Det tredje er immaterialisering. Ideer kan ikke måles og vejes. Og den indkomst, de skaber, viser sig ofte først længe efter og andre steder end der, hvor de undfanges.
Det fjerde er, at det er nogle andre evner, der præmieres. Poul Nyrup Rasmussen kaldte det for en »kasinoøkonomi« (om Private Equity). Han har ret i, at tilfældigheder, netværk og held kommer til at spille en større rolle i værdiskabelsen. Men han tager fejl, når han tror, at han kan ændre på det.
De superstrukturer, der ikke bare undlader at stritte imod, men ligefrem understøtter disse fire trends, bliver vinderne i det 21. århundrede. Det er min globaliseringsstrategi kogt ned til en linje. Spørgsmålet er, hvordan sådan en superstruktur ser ud.
Et sted at starte er at finde de lande, hvor forandringspresset kommer først. Det er lande, der er små (mennesker og ideer kan lettere flytte), og som er avancerede (langt fremme i processen med at de-industrialisere). Tænk Singapore, Hong Kong og Luxembourg. Det er lande, der tænker og agerer mere som et byråd i en stor jysk by end som det danske Folketing.
Et succesfuldt byråd antager ikke, at det kan og skal skabe større vinderindustrier med skattekroner (som SF åbenbart tror de kan). Det brandbeskatter ikke i forhold til nabokommunen. Et succesfuldt byråd er fokuseret på at få effektivitet ud af skattekroner, så borgerne kan mærke det. Et succesfuldt byråd interesserer sig for rammevilkår i bred forstand.
Og der er endnu ikke noget jysk byråd, der har indført en lokal efterløn.
Dagens synspunkt er skrevet af Carsten Valgreen, partner i Benderly Economics
28. februar 2011 kl. 15:51
[...] var den titel jeg egentlig gav dette indlæg i Berlingske Tidende. Men i sin visdom skiftede redaktionen det til “hvem skaber [...]