De kommercielle TV-stationer er meget lidt interesserede i at give distributørerne mulighed for at tilbyde kanaler på à la carte vilkår.
Mange politikere lægger pres på TV-distributørerne for at få dem til at udbyde TV-kanalerne enkeltvis til kunderne. Omsorg for TV-kunderne er al ære værd, men det er at rette bager for smed, når fokus rettes mod distributørerne.
Nøglen til valgfriheden ligger i de kommercielle TV-stationers økonomiske virkelighed.
TV-stationerne foretrækker, at deres kanaler ligger i de pakker, som YouSee ligesom alle andre TV-distributører tilbyder sine kunder. Bliver TV-kanalen en del af en pakke, får TV-stationen både på kort og langt sigt meget større sikkerhed for hvor mange husstande, der modtager og dermed betaler for kanalen.
Hvis der eksempelvis er 500.000 abonnenter til en pakke hos en distributør, og TV-selskabet får 10 kr. pr. pakke-kunde om måneden, er selskabet sikret en fast betaling på 60 millioner kroner årligt.
Selv de mest populære kommercielle kanaler (bortset fra TV 2s hovedkanal) ville næppe få en tilslutning fra over 50 pct. af kunderne, og mange vil end ikke nå op på 25 pct., hvis de kun blev solgt à la carte. Er det kun hver fjerde, der vælger at abonnere på en kanal, siger det sig selv, at prisen for kanalen skal være fire gange så høj, for at TV-stationen får de samme penge hjem som ved pakkeløsningen. Og værre bliver det selvsagt, hvis det kun er 10 pct., der vælger at betale for kanalen.
I praksis ville vi se priser på 49, 79 eller 99 kr. om måneden pr. kanal med à la carte, og kanaler med mindst interesse ville måske endda være de dyreste. Hvor mange af distributørernes kunder ville mon vælge at abonnere på blot 5-6 kanaler med det prisniveau?
Så kommercielle TV-stationer er meget lidt interesserede i at give distributørerne mulighed for at tilbyde kanaler på à la carte vilkår. Det er ganske forståeligt, når man tænker på, at TV-stationen risikerer at miste 50-75 pct. af sine indtægter. Selv statens egen kommercielle TV-station, TV 2, henter en tredjedel af sit livsgrundlag i form af abonnementsindtægter fra TV-distributørerne.
At pakkemodellen kan kritiseres, er let at forstå. Men modellen har faktisk positive sider i form af lave kanal-priser for kunderne og sikkerhed for forretningen for TV-stationerne.
Men det er givet, at vi de næste fem-ti år vil se en gradvis udvikling i retning af øget valgfrihed. Udviklingen vil mest naturligt ske som et supplement til de eksisterende pakker.
YouSees kunder har allerede i dag mulighed for at vælge yderligere kanaler.
Boxer har netop lanceret sine pakker, og en af dem giver kunderne mulighed for selv at sammensætte kanalerne i pakken, hvorved man kommer et lille skridt i retning af mere valgfrihed.
Distributørernes næste skridt kunne blive at forsøge at overbevise TV-stationerne om, at de samtidigt med distribution i pakker skal være indstillet på også at blive distribueret à la carte. Naturligvis til væsentligt højere priser.
En (teoretisk) situation med 100 pct. à la carte vil give stort set alle danske kommercielle TV-stationer voldsomme økonomiske udfordringer, og en betragtelig del af de nuværende danske TV-kanaler vil næppe overleve.
Inden politikerne begynder at indføre tvangsforanstaltninger, er det vigtigt at gøre sig klart, at konsekvensen af et forceret krav om à la carte kan blive et dansk TV-marked med væsentligt færre danske TV-kanaler.
Af Ib Konrad Jensen, pressechef, Yousee A/S
9. september 2009 kl. 09:27
“Inden politikerne begynder at indføre tvangsforanstaltninger, er det vigtigt at gøre sig klart, at konsekvensen af et forceret krav om à la carte kan blive et dansk TV-marked med væsentligt færre danske TV-kanaler.”
Ja. Skulle det være et problem? Skal “Dagens synspunkt” forstås sådan at tv’s primære formål er at beskæftige folk med at lave tv? Og kunderne er til for kanalens skyld?
I øvrigt, så må leverandører af ydelser folk ikke gider købe lukke. Det gælder i stort set alle andre forhold så hvorfor skulle det dog være anderledes for folk der sælger tv?