I erhvervslivet har Corporate Social Responsibility – CSR – som ledelsesdisciplin vundet større og større indpas. Der stilles skarpt på, at virksomheder udviser et socialt ansvar set i et bredere perspektiv.

CSR handler således om måden hvorpå en virksomhed drives forretningsmæssigt, samt hvordan virksom­heden agerer i sin omverden. Derfor drejer det sig ikke kun om at gøre noget for de svagest stillede, men også om hvordan for eksempel miljøet håndteres, børnearbejde undgås, leverandørrelationer varetages og etnicitet tackles.

CSR drejer sig således om på virksomhedsniveau om at være en slags rollemodel for andre. Derfor er tillid, troværdighed og hæderlighed afgørende elementer for at kunne fastholde en position som rollemodel.

Igennem årene har mange erhvervsledere og ikoner fra andre industrier og områder i samfundet ligeledes ageret som rollemodeller.
Men en del er imidlertid også blegnet undervej. Det være sig for eksempel inden for finansverdenen, hvor formanden for investeringsforeningen Bernard L. Madoff Investment Securities, var et finansielt geni, lige indtil det blev opdaget, at han havde snydt sine investorer for 50 milliarder dollar.

Et andet eksempel er de islandske entreprenører, som kunne gå på vandet, indtil isen brast.

Et tredje eksempel er en erhvervskvinde, som har markeret sig på en række områder som foregangskvinde, indtil det viste sig, at den pågældende ifølge pressen har været for tæt på kokain.

I sportens verden er rollemodellerne mange, men når det så pludselig viser sig, at doping og EPO har været hjælpemotorer for de flotte præstationer, falmer rolleidealet (uanset om alle de andre også har gjort det).

Og mange flere eksempler kunne findes.

Det korte af det lange er, at det at være rollemodel indebærer (eller burde indebære) en større grad af ansvarlighed. For som rollemodel tegner man et givent felt, ligesom andre ser op til en.

Derfor bør begrebet Individual Social Responsibility indføres og gøres til genstand for refleksioner især hos de personer, som påtager sig rollemodelpositionen.

Konkret bør ISR indebære, at en person, der agerer rollemodel, overvejer følgende tre punkter:

  • Holdbarhed: Er det, jeg står for, holdbart og bæredygtigt set i et længere perspektiv?
  • Adfærd: Kan de handlinger, som ligger til grund for min position som rollemodel samt øvrig ageren, tåle dagens lys?
  • Fortjent: Har jeg fortjent den position, jeg har opnået?

Kan en person svare bekræftende på disse tre punkter er positionen formentlig i orden, og den kan fastholdes og videreudvikles.
Er der derimod vaklen i besvarelsen, bør personen overveje sin fortsatte kandidatur til positionen.

Pointen her er således, at ikoner bør overveje deres såkaldte ikonstatus, herunder det grundlag det er erhvervet på, samt om der er faktorer i den pågældendes ageren, der kan forrykke billedet.

Med de mange eksempler, der kan observeres fra erhvervslivet, det politiske liv og for eksempel sportens verden, bør ISR fremover indtage en mere markant placering på den personlige dagsorden.

 Af Flemming Poulfelt, professor & prodekan, CBS Leadership Lab, Copenhagen Business School

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Individual Social Responsibility (ISR) - Er du en god rollemodel ?

    [...] Læs Poulfelts kronik i Berlingske Business – klik her. [...]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites