Den danske selskabslov skal moderniseres, men en strid om anpartskapital kan få projektet til at kuldsejle.
Berlingske Tidendes leder i torsdags handlede om reformangst, hvilket er et højst uheldigt fænomen på et tidspunkt, hvor vi endnu er i en krise, som vi søger at finde en vej ud af.
Samme fænomen synes at have været på spil i tirsdags under Folketingets første behandling af forslaget til en ny selskabslov, hvilket kan få alvorligere konsekvenser, end politikerne måske har gjort sig klart. Lovforslaget er nøje baseret på den betænkning, som et udvalg afgav i november efter to års arbejde. Der var bred opbakning til 99 pct. af forslaget, hvilket var rimeligt forudseeligt i betragtning af, at det bredt sammensatte udvalg repræsenterede alle væsentlige interesser i dansk økonomi. Men den sidste procent, som ikke kunne samle opbakning, kan blive den lille tue, som vælter det store læs.
Striden angår spørgsmålet om, lovgivningen skal bestemme, hvor meget der skal indbetales i startkapital for et anpartsselskab (ApS), eller om det bør være stifternes ansvar. I Danmark fastsætter loven et krav på 125.000 kr. Dette krav har imidlertid vist sig at være problematisk. Problemet er, at selskabskapitalen i sig selv er et tomt begreb. Pengene er jo ikke deponerede til sikkerhed for kreditorerne, men kan frit bruges af selskabet, og erfaringen er da også, at kapitalen altid er tabt, når selskabet går ned.
Problemet forværres af, at beløbet trods alt er stort nok til at blive oplevet som en hindring for mange små iværksættere, der ønsker at professionalisere deres personligt drevne virksomhed og lægge det i selskabsform. Så kravet er altså ikke til nogen nytte, kun til gene. Derfor valgte udvalget, der trods sin brede samling af interesser var enige på dette punkt, at foreslå lovkravet ophævet.
Nogen opfatter det imidlertid som alt for farligt, ikke mindst i krisetider. Argumentet synes at være, at hvis man ikke vil betale de 125.000 kr., må man fortsætte med at drive sin virksomhed som personligt ejet og fortsat hæfte med hus og hjem. Dette argument overser imidlertid to væsentlige forhold, som giver tvivl om, hvorvidt politikerne nu også har fået den rådgivning, de har brug for.
Argumentet overser således, at man allerede i dag kan oprette et dansk selskab med begrænset ansvar (s.m.b.a.). Problemet er blot, at denne selskabsform i alt væsentligt er ulovreguleret, hvilket øger risikoen både for iværksætteren og hans kreditorer. Men alternativet til et ApS er altså ikke personlig hæftelse, men et s.m.b.a., hvilket kun øger risikoen for alle.
Argumentet overser også udviklingen i vores nabolande. Tyskland og Frankrig afskaffede kravet sidste år, fordi man skønnede, at det i krisetider gælder om at hjælpe iværksætterne mest muligt. England har aldrig haft et sådant krav, og det betyder, at de tre største økonomier har valgt at gå den vej, som udvalget anbefalede. Alternativet til et dansk ApS er således ikke personlig hæftelse, men i stedet at vælge et engelsk, tysk eller fransk ApS, hvilket er enhver danskers traktatfæstede ret. Denne valgmulighed bliver endnu mere udtalt, når vi får det europæiske ApS, som heller ikke stiller krav om minimumskapital og frit kan vælges i hele EU.
Risikoen er, at danske iværksættere fravælger den danske lovgivning, hvilket jo unægtelig gør hele arbejdet med at skabe en god selskabslov irrelevant. Regeringens forslag har været, at man i første omgang nøjes med at nedsætte kravet til 50.000 kr. og herefter iagttager, om dette øger risikoen for kreditorerne. Det har ikke været tilfældet i Tyskland og Frankrig, og synes derfor at være et fornuftigt skridt – selv for den lidt frygtsomme.
Af Jesper Lau Hansen, professor, dr.jur. ved Københavns Universitet og med i Udvalget til modernisering af selskabsretten.
21. april 2009 kl. 10:08
“Som personligt ejet og fortsat hæfte med hus og hjem”
Er det ikke sådan for de fleste igangsættere at de typisk har brug for en kapital som overstiger de 125,000 der skal indsættes i et aps,da det typisk er tilfældet kommer igangsætteren jo alligevel til at skulle hæfte personligt når de får behov for yderligere kapital, det er jo bankernes normale måde at sikre deres extra lånekapital på.
Hvis det så går galt, så mister igangsætteren retten til at fratrække sit driftunderskud i skat fordi han har driftsunderskuddet i sit aps, hvorimod han kan få hele sit driftunderskud fratrukket i skatten hvis han/hun netop vælger et personligt ejet selskab, er det ikke korrekt idag? I midten af 1980 erne tabte skattevæsnet en sag i højesteretten i forbindelse med en gældssanering,hvor de ikke ville acceptere at driftsunderskud kunne fratrækkes i skatten, så hvad er egentlig fordelen ved de små selskaber i en start sitiuation. Igangsætteren kan jo altid senere oprette sit firma i et selskab,hvis det går godt.